At give medarbejdere gaver er en populær måde at vise påskønnelse og skabe glæde på arbejdspladsen. Desværre er det ikke altid, at man kan finde en specifik gave, der passer til den enkelte medarbejder.
Når tiden er knap, vælger mange arbejdsgivere et fysisk gavekort som en nem og hurtig løsning til personalegaver. Men her er det vigtigt at være opmærksom på de særlige regler, der gælder for, når du f.eks. giver et gavekort som julegave til medarbejderen.
Så hvad er egentlig op og ned?
Det korte svar er, at du gerne må give gavekort til dine medarbejdere, men der gælder nogle specifikke regler og visse betingelser, som er vigtige at kende.
Gavekort bliver oftere beskattet end klassiske tinggaver
I 2025 gælder der en bagatelgrænse på op til 1.400 kroner pr. medarbejder om året for firmagaver også kendt som den skattefrie beløbsgrænse. For at være omfattet af reglerne skal gaven dog være en 'tingsgave' (også kaldet en naturaliegave), altså en fysisk genstand.
Gaven skal have en klart afgrænset anvendelse. Får medarbejderen eksempelvis af sin leder et gavekort til ”en valgfri genstand fra Elgiganten”, vil vedkommende blive fuldt beskattet. Altså skal medarbejderen betale skat af hele beløbet.
Årsagen er, at gaven i sin brede form i højere grad betragtes som en erstatning for et almindeligt køb, som medarbejderen ellers selv ville have betalt.
Gaven må IKKE kunne ombyttes til kontanter.
Hvor mange gavekort må man give?
Du må som arbejdsgiver altid give gavekort – faktisk så mange, du vil. Men hvis du vil sikre, at dine medarbejdere kan modtage dem skattefrit, er der nogle vigtige regler, du skal være opmærksom på.
For det første må gavekortet ikke være et, der kan ombyttes til kontanter. Almindeligvis anses alle elektroniske gavekort som kontantgavekort, fordi de netop kan indløses til penge. Derfor skal gavekortet være fysisk, hvis arbejdsgiveren vil sikre, at gaven ikke bliver skattepligtig for den medarbejder, der har fået den.
Hertil skal gavekortet – ligesom tinggaver – have en klart afgrænset anvendelse. Får du eksempelvis givet medarbejderen et gavekort til et stormagasin i stedet for én bestemt navngiven restaurant, vil det almindeligvis anses for at have en for bred anvendelsesmulighed.
Det betyder, at hele gavens værdi bliver skattepligtig for medarbejderen, fordi gavekortet i praksis kan anvendes til næsten alt.
Hvad med gavekort til oplevelser?
Et gavekort kan godt være et oplevelsesgavekort, men også her gælder de samme regler. Et klassisk GoDream-gavebevis til “en hyggelig eftermiddag for 2” giver så mange valgmuligheder, at det i sidste ende almindeligvis anses som en gave, hvor den samlede værdi bliver skattepligtig.
Det betyder, at medarbejdere i praksis kan komme til at skulle betale skat af hele gavens værdi, idet gavekort giver så bred en anvendelse.
Hvis du vil undgå, at dine gaver bliver skattepligtige, skal du sørge for:
-
Gavekortet ikke kan betragtes som kontant
-
Anvendelsen er afgrænset
-
Den samlede værdi af gaver i det pågældende år holder sig under bagatelgrænsen.
Eksempler på gavekort, der ikke vil blive fuldt beskattet
-
Gavekort til udvalgte gaver hos en større kæde, for eksempel specifikt til Magasins vinsektion eller til en buket af mellemstørrelse hos Interflora.
-
Et gavekort til en mindre, lokal forhandler, der fremstiller sine egne produkter f.eks. en keramiker.
-
Et gavekort til en specifik oplevelse (f.eks. en tre-retters menu på en resturant, modtageren så kan booke, når det passer ind i deres hverdag).
Hvad så, hvis man vil give et mere bredt anvendeligt gavekort?
Medarbejderne skal huske at anføre gavekort på sin årsopgørelse, da SKAT betragter gavekort som en form for løn. Som arbejdsgiver kan det være en god idé at minde dem om dette, når du udsender gaven.
Hvis gavekortets værdi overstiger 1.400 kroner, skal du selv oplyse beløbet til SKAT. Husk også, at gaver kan trækkes fra som driftsomkostninger i virksomhedens skatteregnskab, så længe du ikke overstiger bagatelgrænsen på 1.400 kroner pr. medarbejder pr. år.
Bliv klogere på regler for firmagaver her.
Evt. kommentar